Ret til vind i håret!
Har du lyst til at give en ældre på plejehjem, din nabo, mor eller gode ven en god cykeloplevelse og vind i håret? Så meld dig som pilot for Cykling uden alder, få en kort oplæring af en kaptajn og giv ældre eller bevægelseshæmmede en fantastisk tur ud i det blå.
Plejecentret Kristinehøj har en rickshaw, som kun kan bruges til kørsel af beboerne på plejecentret. Plejehjemmet Grønnehaven har en rickshaw og en ladcykel med plads til en kørestol, som både kan bruges til kørsel af beboere på plejehjemmet og til kørsel af andre ældre og bevægelseshæmmede. På Cykelteket står de to cykler, som er tilknyttet Grønnehaven. Vil du ud at køre med din egen gamle mor eller ven, skal du melde dig som pilot via Plejehjemmet Grønnehaven.
Meld dig som pilot her
Om Cykling uden alder
Cykling uden alder er på en vigtig mission: at give de ældre ret til vind i håret. Derfor sørger hundredvis af frivillige piloter for, at de ældre på landets plejecentre kommer ud i rickshaws og mærker den friske luft.
Foreningen Cykling uden alder har et fantastisk engagement blandt frivillige piloter, som siden starten i 2013 har strømmet til. I dag har foreningen over 1.500 piloter over hele landet, som cykler de ældre en tur ned af barndommens gade, ned til havnen eller bare en tur rundt for at mærke, at de stadig lever.
De ældre i Helsingør Kommune har selvfølgelig også ret til vind i håret, derfor har Helsingør Kommune købt to rickshaws og én ladcykel med plads til en kørestol. Cyklerne er fordelt mellem de to plejecentre Kristinehøj og Grønnehave. Læs om de første rickshawturer, som de ældre på Kristinehøj oplevede her.